For børn og unge

Anmeldelse af Splittet spor i Østerbro Avis

**** 4 flotte stjerner til Splittet spor i Fyens Stiftstidende

Anmeldelse fra Fyensstiftidende af: Henrik Anderson
24. november 2016 19:00

**** 4 flotte stjerner :

Teater Kompas leverer blodigt drama i familietragedien "Splittet spor"

Scene: 15-årige Signe svæver mellem liv og død, mens hendes mor forsøger at forstå, hvordan distancen til datteren, som fysisk kun bestod af en lukket dør til teenageværelset, er blevet afgrundsdyb. Forklaringen ligger i familiens historie med udgangspunkt i Signes mormor, som moderen ikke vil tale om. Under den polerede overflade ligger traumer, misbrug og svigt, som har sat dybe spor gennem fire generationer.

"Splittet spor" ligner ved første øjekast et socialrealistisk kammerspil, men i løbet af stykket væves fire tidslinjer, der spænder over 60 år, sammen på kryds og tværs i et gyseligt drama om identitet og skæbne. De tre skuespillere bevæger sig gnidningsfrit på tværs af generationerne, mens det bliver tydeligt, hvordan ar bæres videre i historien hos de enkelte familiemedlemmer.

Besætningen får meget ud af de beskedne rammer i Teater 95b's rum. Især hjælpes stykket godt på vej af komponist Lise Dres, som skaber hele lydbilledet.

Som publikum skal man holde fast for at følge med i de mange sceneskift, hvor skuespillerne konstant skifter roller i forskellige perioder af figurernes liv. Hurtige kostumeskift både på og bag scenen holder dog effektivt sammen på det hele, og Line Bie Rosenstjerne, der i øvrigt er uddannet ved Odense Teater i 2005, leverer en kraftpræstation som den fortvivlede Signe.

En fortælling om social arv er ikke i sig selv ny, men gyserelementerne og den krogede kronologi løfter stykket over det sædvanlige. "Splittet spor" er velfungerende ungdomsteater, som hen mod slutningen dog forfalder til at overforklare sin pointe i stedet for at lade konklusionen ligge hos publikum.

Indslag på tv2fyn.dk om Splittet spor

Se indslaget

Fyens.dk om Splittet spor

Se artiklen